Dronning Mellifera den 8. (den ottende) havde lyttet til Insektudsigten ligesom alle andre dronningebier, og lige da den var slut, kom tre af hendes ældste spejderbier tilbage fra morgenflyvning. Alle tre dansede den samme dans for hende: - Tre vrik til højre, tre vrik til venstre, og så otte trin rundt om sig selv sådan her:

Himle Bimle Honning Bi
Himle Bimle Honning Bi
Sum-Sum Sum-Sum Sum-Sum Sum-Sum

Dronning Mellifera kaldte omgående de tre bier til sig: - Skaf mig en sværm af de bedste arbejdere. Giv dem besked på at holde sig parat ved udgangen. Vi flytter i dag. Udsigten er så god, som vi kan ønske os.
Sagen var, at hendes familie var blevet for stor. Nogle af bierne var nødt til at finde et andet sted og bo - og Dronning Mellifera vidste, at hun selv var nødt til at flytte med. Men hvem skulle de andre bier være? Allesammen var de jo honningbier - med fire vinger, seks ben, honningmave og sugesnabel.
Med sugesnablen kan en honningbi nå ned i bunden af en hvilken som helst blomst - og dernede findes dens livret, nektar. Det er bittesmå dråber, der smager himmelsk sødt. Honningbien suger nektaren ned i honningmaven, flyver hjem til boet, gylper den op igen, og straks går nogle andre bier i gang med at lave den om til honning.

Alle honningbierne er medlemmer af en kæmpestor bifamilie ved navn Apidae. Apidaerne har boet her på Jorden i mere end 100 millioner år. Deres historie går helt tilbage til dengang, alverdens blomster blev skabt - og så er vi næsten derhenne, hvor kun Gud ved, hvem der gjorde det.
Dronning Melliferas tre gamle arbejderbier vidste ikke, hvad de selv hed, så vi må kalde dem Apis 1, 2 og 3. Til gengæld vidste de præcis, hvad de skulle gøre: De stillede sig hen ved udgangen og dansede den samme dans for de andre bier, som de før havde danset for Dronning Mellifera. Og alle, der kunne se og høre, dansede med!
Dronning Mellifera, Apis 1, 2 og 3 og bierne omkring dem blev til en sværmende bisværm, der lettede og fløj op i et gammelt asketræ, lige over deres gamle bo. Der satte de sig myldrende til rette, tæt sammen på en tyk gren. For nu skulle Dronningen og de andre bier vente, mens Apis 1, 2 og 3 fløj afsted igen.
Dronning Mellifera og hendes bisværm var vant til at vente. Men denne gang kom de til at vente meget længe...

Apis 1, 2 og 3 fløj væk fra kløvermarken ved det gamle bo, ind mellem et par høje, slanke poppeltræer og ind over en gårdsplads. Inde på gårdspladsen stod to børn og de kendte godt den vej, som de tre Apis'er fløj: Rund om hjørnet, om i haven, ud på engen, ned mod søen.
Engen blev mere og mere sumpet, jo tættere man kom på søen, og snart nåede de tre apis'er derned. Og dér, midt imellem blomstrende brombærranker, stod Hus For-Bi!
Brombærblomster smagte ikke som de kløverblomster, de kendte. Men der var rigeligt af dem, og huset var ledigt. - Lad os flyve tilbage til Dronning Mellifera, mens vi stadigvæk kan huske vejen, sagde Apis 1 og 2.
Men det syntes Apis 3 ikke. I stedet for begyndte hun pludselig at flyve ud over søen. Apis 3 fløj udad, kom tilbage og dansede ivrigt for de to andre, mens hun vrikkede med bagkroppen, op og ned, op og ned. Der var ingen tvivl om, at der var noget helt usædvanlig derude. Alligevel tøvede Apis 1 og 2, for de havde aldrig været så langt hjemmefra før, og de vidste ikke, om de ville kunne finde tilbage til Dronning Mellifera. Til gengæld vidste de, at Apis 3 godt kunne være ret vild, og det hele var ved at være for meget for de to gamle spejderbier.
Apis 3 derimod drønede afsted. For ude i søen var der en ø, og på øen voksede et stort lindetræ. Apis 3 havde een gang før i sit liv smagt lind. Hun havde mærket det på lang afstand; træet duftede bedøvende godt, og på det tidspunkt var hun den eneste i Dronning Melliferas sværm, der havde næse for lind.
Hun nåede lindtræet og stak snablen ned i den første, den bedste blomst og blev allerede ved første sug helt beruset af lindeblomsternes dejlige nektar. Hun sugede og sugede og blev aldeles henført; lindetræet forvandledes til et drømmeslot, og hun selv blev kongelig tiliansk hofleverandør, alt imens lindeblomsterne lokkede og kaldte:

Apis Mellifica
Apis Tiliapis
Apinae von Apidae von Apis Tiliapis

Det lød som sød musik i hendes berusede antenneører, og hun opdagede slet ikke, hvad der skete inde på bredden.

I mellemtiden var de to børn nået igennem den sumpede del af engen.
Det var to nysgerrige børn, Jens og Anna hed de, og de havde tit haft sjove oplevelser med dyr. For eksempel havde de engang puttet græs og to rare humlebier ind i et syltetøjsglas og rullet glasset ned af en lang bakke for at se, om bierne blev rundtossede. I dag havde de været lige så tidligt oppe som Apis 1, 2 og 3 - og nu rendte de igen rundt med et syltetøjsglas.
Jens kom listende lige hen imod det sted, hvor Apis 2 sad. Apis 2, der var en stor slikmund, havde med det samme mærket lugten af noget sødt, men inden hun så meget som havde nået at virre med følehornene, havde Jens sat glasset ned over hende, vendt det rundt i luften og skruet låget på.
Dér sad Apis 2 og gloede med sine 14000 (fjorten tusind) facetøjne - inde i glasset!
Apis 3 havde jo ingenting opdaget, for hun var helt væk i lindenektar ude på øen. Apis 1 derimod havde set det hele. For første gang i sit liv sad hun fuldkommen bomstille. Der kom ikke en lyd fra hendes vinger. Hun bare sad der og ventede på en lejlighed til at slippe afsted. Apis 1 vidste, at hele hendes families liv afhang af, om de fandt et nyt Hus For-Bi - og lige nu var hun den eneste, der kunne flyve tilbage til Dronning Mellifera og fortælle, hvor der lå et. Så da børnene satte sig ned i græsset for at kigge nærmere på Apis 2, lettede Apis 1 og begyndte at flyve tilbage over engen.

Nu var Jens og Anna først og fremmest to meget nysgerrige børn. Ondskabsfulde var de ikke. Men de havde hørt, at bier har bukser på... - så da de fangede Apis 2, var det først og fremmest for at se, om det virkelig kunne være rigtigt.
Apis 2 havde seks ben. Anna tænkte, at det nok var bagbenene, hun skulle undersøge. Men det var ikke let, for den stakkels honningbi svirrede rundt inde i glasset, og Anna fik ondt af hende. Hun skulle lige til at foreslå Jens, at de slap bien fri, da det begyndte at svide voldsomt på hendes egne ben.
- Av!, skreg Anna og sprang op.
- Hvad er der? spurgte Jens.
- Der er noget, der bider mig i benet.
Apis 2 kunne det jo ikke være, for hun sad inde i glasset, og Apis 1 var for længst forsvundet over engen. Men Jens fik øje på en flok skovmyrer, der kom gående i en lang række.
Anna var kommet til at sætte sin fod lige oven i myrevejen. Myrerne troede åbenbart, at det var et bjerg, de skulle over, men det var jo bare Annas fod. Jens slap syltetøjsglasset, som trillede om i græsset og trak Anna væk fra myrerne.
Stakkels Apis 2! Udsigten inde fra glasset var ikke nær så god som før. Det virkede, som om børnene pludselig havde glemt alt om honningbien, for de lod syltetøjsglasset ligge og fulgte efter myrerne ind i nåleskoven.
Inde i skoven havde myrerne bygget en flot buet myretue af grannåle, småpinde og opgravet jord. Ligesom bierne havde de også en dronning boende dybt inde i boet. Myrerne vidste heller ikke, hvad de selv hed, men de vidste præcis, hvad de skulle lave: Nogle var hofdamer, og nogle var ægpassere - og andre var arbejdere og soldatermyrer og radiatormyrer og jægere og bladlusemalkere.
Ud af myretuen gik der motorveje. En af dem gik lige op i et højt birketræ, op af den hvide stamme, ud på grenene og helt ud på de fine, lysegrønne blade. Ved at følge den fandt Jens og Anna ud af, hvem der er myrens bedste ven.
Det er godt for bladlusen, at den har myren. For hvis ikke myrerne spiste honning-duggen, så ville bladlusen sidde fast i sine egne klistrede honninglorte.
Men nu sidder du jo nok og tænker: Jamen, hvad med Stakkels Apis 2, havde børnene helt glemt hende?
Nej, på et tidspunkt så Jens og Anna, hvordan en myre malker en bladlus, og da kom Jens i tanker om honningbien. Han blev noget beklemt, for det var jo ikke særlig smart, at de havde glemt at bore huller i låget til syltetøjsglasset, sådan som de ellers plejede. - Bien! udbrød Jens. - Vi er nødt til at befri bien!

Nu kom Apis 1 flyvende tilbage til Dronning Mellifera. Hun dansede ivrigt foran hele sværmen, vrikkede med bagkroppen og dansede rundt i ottetaller - og alle de andre bier gjorde ligesådan.
På den måde blev Dronning Mellifera og bisværmen klar over:
- at Apis 1, 2 og 3 havde fundet Hus ForBi;
- at Apis 3 var forsvundet ud over søen;
- at Apis 2 var blevet fanget i et syltetøjsglas
- og at Apis 1 var fløjet helt alene tilbage.
Dronning Mellifera og de andre bier vidste heller ikke, hvad de selv hed. Men de vidste præcis, hvad de skulle gøre. Der lød en øredøvende summen, for lige med et begyndte de alle sammen at virre med vingerne - og så lettede de alle sammen på én gang. Nu var det dem, der var på vej over kløvermarken.

Ude på øen var Apis 3 ved at vågne af sin linderus. Det var en skøn ø, som hun glædede sig til at vise til de andre, og hun kom med lidt besvær på vingerne og begyndte at flyve ind mod bredden til det sted, hvor de havde fundet Hus For-Bi! Men hvor var Apis 1 og 2??? Apis 3 kredsede rundt om stedet. Hun var stopmæt, så hun nøjedes med at snuse til brombærrankerne, mens hun ledte efter sine to gamle venner. Hun lyttede og lyttede efter deres vingeslag. Men det var en helt anden lyd, hun hørte: Det lød, som om den kom nede fra græsset. Dér boede Græshiphoppen Hans.
Græshiphoppen Hans havde siddet og striduleret i morgensolen, og egentlig var han ved at være træt nu. Men han nød at kunne hænge i et græsstrå og iagttage de smukke vandnymfer gøre deres morgengymnastik.
- Abrakadabra En-al-lag-ma! råbte Græshiphoppen og prøvede at trylle sig om til en vandnymfe. Selv ganske almindelige vandnymfer er smidige som slangemennesker og kan hage sig fast i hinanden, mens de flyver, så man næsten ikke kan se, hvis krop der er hvis. Græshiphoppen var så betaget af deres bevægelser, at han fik lyst til at være med: - Abrakadabra, Em-el-lag-ma!
Men vandnymferne reagerede ikke, og Hans blev ved med at være en græshiphoppe - og lidt efter begyndte han at kede sig og hoppede over på et andet græsstrå. Og der fik han sig noget af en forskrækkelse, for han var landet lige oven i syltetøjsglasset med Apis 2 indeni. Udsigten derinde var rigtig dårlig nu. Den stakkels honningbi fløj ikke længere rundt, men sad og gispede af luftmangel nede på bunden af glasset.
Men nu glemte Hans alt om sin træthed. Han stridulerede i alle retninger og tilkaldte en stor flok hiphopvenner, der alle sammen stillede sig op rundt om glasset og begyndte at synge:

Vi er græshippehopper
Vi er ikke edderkopper
Vi har en sang der aldrig stopper
For vi er græshippehopper

Og Græshiphoppen Hans, den største af dem allesammen, sprang op på låget af glasset og begyndte at spille på det.
Nu begyndte det også at summe omkring dem - for dér kom Apis 1 flyvende i spidsen for Dronning Melliferas sværm. Græshiphoppen Hans spillede en ordentlig hvirvel til velkomst. Tænk engang! Glasset revnede, og ud vaklede Apis 2, lige i favnen på Apis 3, der var fløjet efter larmen. Apis 3 skyndte sig at gylpe noget af al den lindenektar op, som hun havde fyldt sig med, og Apis 2 sugede til sig - og lidt efter lidt kom hun til sig selv igen.
Imens havde Apis 1 og 3 travlt med at vise det nye hus til de andre bier, og Apis 3 kunne næsten ikke vente med at lokke nogle med ud på øen.
Men hun blev nødt til at vente til næste dag, for nu havde Græshiphoppen Hans sat gang i søens orkester, der bestod af dansemyg og myrer og bladlus med og uden vinger og vandnymfer og græshiphopper - og med Dronning Melliferas sværm som de utrættelige dansere, de var.

Jens og Anna kom ikke tilbage til søen mere den dag. For da bisværmen kom flyvende over engen, havde de skyndt sig væk.
De var løbet hjem til deres far og havde fortalt om de sværmende bier. Og det var klogt - for det bedste man kan gøre, når en bisværm kommer flyvende, er at holde sig på afstand - og Jens og Annas far blev vældig glad ved udsigten til at få bier ved søen igen.
Apis 1,2 og 3 og de andre bier dansede resten af dagen, og derefter levede de lykkeligt så længe, som nu bier kan leve. Tilmed blev deres honning berømt, for det var brombær- og lindeblomsthonning efter original opskrift af den navnkundige Apis 3, leverandør til Dronning Melliferas kongelige hof - og noget ganske særligt.

Nu ved du, at når bier sværmer, så er det fordi, de er ude og lede efter et nyt sted at bo. Det bedste du kan gøre, er at sende dem en kærlig tanke. Du behøver bare at tænke: HUS FOR-BI!