Historien om da skovsneglen Arione mødte Jens og Anna

Arione var en skøn, orange skovsnegl, som om dagen gemte sig under bladbunker, for hun havde ikke noget hus på ryggen. Hun havde en kappe henover ryggen med et åndehul, som kunne åbnes og lukkes. Inde i munden havde Arione lige som have-sneglene et råkostjern til plantekost - og på hovedet 4 stilke, som kunne skydes ud og trækkes ind. De to øverste stilke havde øjne for enden, og med de nederste kunne Arione lugte og smage. Arione elskede aftenduggen, hun elskede natten og gerne en regnbyge eller to. Det, hun var allermest bange for, var at tørre ud i solen, at blive spist af en skrubtudse, en spidsmus, eller at blive trådt flad af en menneskesko.

Da Jens og Anna havde fået øje på Arione, tog de hende op i hånden for at se nærmere på hende. Men hun rullede sig sammen, skyndte sig at lukke åndehullet og trække de fire stilke til sig. Så var det, børnene fik den her skøre ide, at de ville kaste hende op i en myretue. Det gjorde de, og vagt-myrerne bed i Arione og tissede på hende med deres syretis. Jens og Anna tænkte, at Arione nok ville blive overmandet af alle de angribende skovmyrer, men det gik helt anderledes. For da myrerne tissede på Arione, udsendte hun til gengæld en byge af slim - og et øjeblik efter så man Arione glide ned af myretuen på en slimet glidebane, hun selv lavede lige på stedet. Det var lidt synd for de stakkels soldatermyrer, som sad uhjælpeligt fastklistret i det glitrende sneglespor - ihvertfald indtil næste regnbyge. Men der var tre, der var lettede, og det var Arione, Anna og Jens!