Sendeudstyret
Studieværterne
Sende-

til Radio Billes udsendelser

 

Ikke mindst INSEKTUDSIGTEN kræver en hel del udstyr at få i luften. Her får du et overblik over de tre billers 'instrumentarium'...

 

GULDBASSEN betjener radio-studiets mest avancerede maskine - den såkaldte Multi-Ultra-Soniske Lingvist (også kaldet en multrason-oversætter eller blot MUSLING). Dette apparat sørger for at Radio Billes udsendelser kan høres og forstås af alle insekter - fra vandnymfelarver og bladlus til granvoksne gedehamse og græshippehopper. Guldbassens gyldne brystplader dækker over nogle særdeles velskabte lunger som gør ham i stand til simpelthen at puste vellyd ud af to andre instrumenter, nemlig det træbladede SØLVRØR samt den såkaldte PUSLING - en transportabel udgave af den før beskrevne MUSLING (velegent til optagelser i marken) og som sådan dennes 'lillebror'. Derudover besidder Guldbassen uovertrufne danseegenskaber og selvfølgelig en sang- og speaker-stemme der til fulde lever op til hans navn!

 

DEN LAKRØDE MØGBILLE lider ofte under den misforståelse, at hun skulle være en udmajet og rapkæftet rappenskralle - intet kunne dog være mere forkert! Hun er i virkeligheden en blid, kærlig og særdeles børnevenlig modertype med hang til lyrik og eventyr - hvem siger at skønhed, klogskab og poetisk ynde ikke kan følges ad? Disse egenskaber gør Den Lakrøde Møgbille til den naturlige frontfigur i Radio Billes programmer (hvor især INSEKTUDSIGTEN har givet hende stjernestatus). Hendes vigtigste arbejdsredskab er HØRESNEGLEN som opfanger og videresender al skønsang samt lødig tale - og så er der jo også Det Store Grønne Tast-Selv-Bord, Pia-Anette (eller PIANETTE), når det altså er hendes (klavia-)tur...

 

GLIMMERBØSSEN er værtstrioens yngste men ikke mindre erfarne medlem. Han har på egen (lettere løse) hånd fremavlet det fabelagtige TROMMETRÆ som er hans yndlings-hoved-og-hånd-instrument. Kimen til det blev dog lagt af hans for-farfar, den legendariske Egner Egebladsbille (ikke at forveksle med hans samtidige, Ugo Ugebladsbille), men på dennes egestamme har Glimmerbøssen egenhændigt podet adskillige andre sorter så som canadisk ahorn, finsk ask, svensk röd bög (selvfølgelig), central-europæisk efeu, dansk (tromme-)stikrose samt det yderst sjældne bornholmske bronzetræ. Og med sine raslende blade er Trommetræet således en unik krydsning af fortidens ur-lyd (tik-tak...) og moderne tak-tik... undsk-lyd: teknik. I øvrigt spiller Glimmer-bøssen på flere strenge, nemlig de seks der sidder på hans FART & FUT LUT - og også hans ungdommelige røst kan undertiden høres i Radio Bille.

udstyret